Den 20. januar 1959 blev floatglas-processen præsenteret for glasindustrien, hvilket ændrede fremtiden fundamentalt for både glasproduktion og virksomheden Pilkington. Processen blev opfundet af Sir Alastair Pilkington og hans forsknings- og udviklingsteam efter syv års eksperimenter og investeringer i udviklingen.

Det siges ofte, at Sir Alastair fik idéen til floatglas, mens han hjalp med opvasken efter middagen. Han skulle efter sigende have set, hvordan olien flød på overfladen, og tænkt: ”hvad nu hvis glas flyder på væske?”. Denne romantiske forestilling om et pludseligt lysglimt er i virkeligheden en myte, og Alastair afviste selv denne historie på det kraftigste. Det er dog en kendsgerning, at Alastair fik idéen, mens han udførte en rutineopgave, hvor tankerne fik frit løb.

Han begyndte at eksperimentere i december 1952, og selvom resultatet ikke var fejlfrit, fremstillede han et stykke fladt glas meget tidligt i forsøgsfasen. Men for at processen kunne nå sit fulde potentiale og blive en succes, var det nødvendigt at skabe en konstant produktion af glas i høj kvalitet døgnet rundt. At kunne producere glas, der overgik branchens standarder 24/7, ville give Pilkington en enorm fordel i forhold til alle datidens konkurrenter. Intet af det glas, der blev fremstillet med processen mellem 1952 og 1959, var helt perfekt, hvilket gjorde finpudsningen af processen både langvarig og krævende.