Opfindelsen af floatglas
Opfindelsen af floatglas
Den 20. januar 1959 blev floatglas-processen præsenteret for glasindustrien, hvilket ændrede fremtiden fundamentalt for både glasproduktion og virksomheden Pilkington. Processen blev opfundet af Sir Alastair Pilkington og hans forsknings- og udviklingsteam efter syv års eksperimenter og investeringer i udviklingen.
Det siges ofte, at Sir Alastair fik idéen til floatglas, mens han hjalp med opvasken efter middagen. Han skulle efter sigende have set, hvordan olien flød på overfladen, og tænkt: ”hvad nu hvis glas flyder på væske?”. Denne romantiske forestilling om et pludseligt lysglimt er i virkeligheden en myte, og Alastair afviste selv denne historie på det kraftigste. Det er dog en kendsgerning, at Alastair fik idéen, mens han udførte en rutineopgave, hvor tankerne fik frit løb.
Han begyndte at eksperimentere i december 1952, og selvom resultatet ikke var fejlfrit, fremstillede han et stykke fladt glas meget tidligt i forsøgsfasen. Men for at processen kunne nå sit fulde potentiale og blive en succes, var det nødvendigt at skabe en konstant produktion af glas i høj kvalitet døgnet rundt. At kunne producere glas, der overgik branchens standarder 24/7, ville give Pilkington en enorm fordel i forhold til alle datidens konkurrenter. Intet af det glas, der blev fremstillet med processen mellem 1952 og 1959, var helt perfekt, hvilket gjorde finpudsningen af processen både langvarig og krævende.
Opfindelsen af floatglas
I 1955 traf Pilkington den formelle beslutning om at bygge maskiner til float-processen, og efter syv års indsats og 28 millioner GBP (cirka 150 millioner GBP i nutidsværdi*) i omkostninger til forskning og udvikling, blev en glasplade fremstillet udelukkende ved hjælp af float-processen produceret i juli 1958.
I 1959 præsenterede Pilkington denne banebrydende proces for glasindustrien og udstedte licenser til brug af teknologien. Denne beslutning har været flittigt debatteret og anses af mange for at være kontroversiel, da Pilkington dermed opgav en unik markedsposition og valgte ikke at udnytte en ellers oplagt monopolsituation.
Der findes i dag omkring 500 float-glaslinjer i verden, og float-processen betragtes som den globale standard for fremstilling af glas i høj kvalitet.
*Beregnet ved hjælp af Bank of Englands online inflationsberegner.
Informationerne er hentet fra ”The Glassmakers” af T. C. Barker og ”Float: Pilkingtons' Glass Revolution” af D. J. Bricknell samt interne kilder.