Ved maskintrækning eller Fourcault-processen trækkes den smeltede glasmasse lodret op fra et kar, hvorefter glasset afkøles, mens det løftes op i luften. Dette resulterede i en gennemsigtig glasrude, dog med optiske forvrængninger.

Processen blev udført ved hjælp af en lige metalstang (en såkaldt "lokke"), der blev sænket ned i det smeltede glas, hvorefter den trak en sammenhængende bane glas med sig op. For at kunne fremstille store glasplader byggede man et tårn, så metalstangen kunne fortsætte sin stigning uden afbrydelser. Glasset blev gradvist afkølet og hærdet, efterhånden som det steg op gennem tårnet.

For at forhindre glasmassens kanter i at trække sig sammen ("necking in"), benyttede man valser til at holde glaspladen så flad som muligt. Valserne bidrog desuden til at afkøle glasset og stabilisere dets form.

Når glasmassen nåede toppen af tårnet, blev den skåret i plader, som derefter blev løftet af.

Informationerne stammer fra The Glassmakers af T. C. Barker og Float: Pilkingtons' Glass Revolution af D. J. Bricknell samt interne kilder.